Thursday, August 2, 2012

Travl sommer 2012


MALERI UDSTILLING
100 breve til Clara Jensen klædt i rødt

Det er første gang at jeg har udstillet i Danmark – det var nu også kun med et enkelt maleri! Det skete på en meget speciel maleriudstilling på Mariehøj Kulturcenter i Holte. Ca. 100 billeder med det samme Richard Mortensen motiv var ophængt i centergangen i et langt billedforløb, alle med motivet i rødt. Min lærer Mable Rose havde stillet samme opgave til alle sine elever som eet stort fællesprojekt med hver sit bud på en farveklang, hvor motivet gentager sig selv, men hvor farveskift tilsammen danner en visuelt rytmisk sekvens. De 100 billeder kunne opleves som et stort værk.
Mable Rose


Mable Rose, der selv har været elev af prof. Richard Mortensen på Kunstakademiet i København, valgte at låne Mortensens komposition" Sjette posthume brev til Clara Jensen" (1967-68). Titlen henvender sig til Mortensens moder, hvis pigenavn var Clara Jensen, og som stod ham meget nær. Billedet er samtidig en fortælling om moderens ungdom, der for Mortensen var en "femme fleur" der valgte kærligheden.
 Min "Mortensen"


Udstillingen var samtidig afslutningen på et spændende halvt års undervisning. Jeg ser meget frem til næste sæson, der starter i september.
Når jeg er i Cairo maler jeg helt andre motiver, mere folkloristiske som f.eks. Den Blå Cafe, som jeg endelig er blevet færdig med:
Den Blå Cafe i Downtown.




Rejser til Spanien i H.C. Andersens fodspor
I år er det 150 år siden H.C. Andersen foretog sin berømte rejse til Spanien og vi følger hans fodspor.

Men hvorfor i alverden interesserer kombinationen Spanien/H.C.Andersen os? Fordi Mogens` første rejse til Spanien var i 1967, hvor hans bror Jørgen var rejseleder på Costa Del Sol. Det var en kæmpeoplevelse at opleve det vilde turistliv på Costa Del Sol og Mogens kom med på udflugter til Malaga, Granada og til Marokko. Siden kom han på et længere praktik ophold, lærte sig spansk og har dyrket landet lige siden. Vores første rejse sammen til Andalucien var i 1972 og siden har vi utallige gange været i Spanien og besøge Jørgen og familien. Siden 1973 har familien boet i Coin, ca. 40 km. fra Malaga. Desværre døde Jørgen i 2011.
Hvorfor nu en H. C. Andersen rejse? Fordi vi har boet i mange lande og dér oplevet, hvor stor en betydning H.C. Andersen har i udlandet. Den danske forfatter er kendt og elsket overalt. Kinesiske børn og voksne kalder ham ”Antusheng” og i Vietnam læses han som godnat læsning. Det er da også interessant at H.C. Andersen året i 2005 var i Danmark en fiasko, men en kæmpe succes i udlandet. Vi fejrede H.C. Andersen året i Egypten med koncerter og udstillinger.
I april tog så vi den første bid af Andersens rejserute, nemlig fra Alicante til Malaga incl. Granada. En herlig tur i lejet bil og medbragt GPS. Det var for os en magelig rejse. Vi oplevede Alicante som en flot by fuld af liv med en Alameda, og som Andersen udtrykker det: ”et hav der vælter lange bølger mod kysten og ”en fæstning der rager op over byen”. Hoteller og restauranter, fashionabel lystbådehavn, historiske fiskehaller danner rammen om en flot strand promenade, hvor bølgerne bestandig ruller ind. Fæstningen Santa Barbara er en stor attraktion. Man kan tage elevator op til toppen, hvorfra der er en formidabel udsigt ud over det blå/grønne middelhav. 

Næste dag kørte vi fra Alicante mod Murcia med en afstikker til Elche. Andersen og Collin foretog samme rejse i en diligence forspændt med syv muldæsler, da jernbanen endnu ikke var færdigbygget. Dengang var vejen dårlig og fuld af huller indtil de kom til Elche, som Andersen beskriver som ”en skønhedsoase, som Armidas fortryllende have. Vi så den frugtbugnende dal og dens vidtudstrakte palmeskov, den største og skønneste i Europa, det mest paradisiske i hele Spanien”. Elche er sandelig et usædvanligt sted med 200.000 daddel palmer oprindelig plantet af fønikerne.

I Murcia så vi katedralen og casinoet. I Cartagena blev vi betaget af Det romerske Teater og af havnen. Vi kørte også op i bjergene for at se på de gamle sølv- og blyminer. I det skønne Granada spadserede vi rundt i byen, så domkirken og gik op på bjerget Albaicin, hvor vi nød den friske luft, stilheden og naturen. Det var her, at sigøjnerne havde boet i deres huler på bjerget Sacromonte. Nu bruges hulerne til flamingo opvisninger, cafeer og restauranter. ”Museo Cuevas del Sacromonte” består af 11 huler der hver viser eksempler på kultur, natur, dagligliv og håndværk. Fra Albaicin var der en forrygende udsigt over til Alhambra, hvor vi senere brugte flere timer til at spadsere i parken. Vi har tidligere været inde i Alhambra.

I Malaga så vi selvfølgelig Den Engelske Kirkegård, Rosenhaven, Tyrefægtermuseet, domkirken.







Resten af seværdighederne venter vi med at gense til vi er sammen med rejseholdet (16 personer), der deltager i H.C.Andersen rejsen i oktober, der tager Andersens rute fra Malaga til Madrid. Det ser vi meget frem til.

.




Bogklubben Scheherazade 


(bestående af Gulla, Inge og Kirsten) mødtes igen i maj i København. Emnet var Søren Kierkegaard og Kirsten havde sammensat programmet:
 ”Vi mødes på Nytorv kl. 11. Herfra går vi i Sørens fodspor. På Københavns Museum ser vi en særlig samling af Kierkegaards personlige ejendele. Frokost indtages på Restaurant Søren K i Den Sorte Diamant. Vi spadserer gennem centrum og ser huse og bygninger, hvor Søren har boet eller færdedes. Vi slutter ved det gamle Frederiks Hospital, hvor han døde, og vi ser mindepladen på muren".

Vi har læst SAK af Garff, Regine af Sørine Gotfredsen og flere andre.. men vi mangler at læse Søren selv, så vi besluttede at forlænge læseperioden til september, hvor vi skal mødes igen.


Årets veninde tur gik til Carlsberg


Carlsberg området er blevet et rigtig spændende sted. Man kan bruge en hel dag, hvad Agnes, Mette og jeg gjorde på årets tur. Det var Mette, der valgte stedet, og vi startede med at se den kirke, hvor Jacobsen familien ligger begravet,Jesuskirken i Valby, der er en af Danmarks mere særprægede kirker. Kirken er tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup for bygherren brygger Carl Jacobsen, der ønskede den opført som et mausoleum for Carl Jacobsen og hans familie. I krypten under kirken står familiens sarkofager.
Der var blomstrende frugttræer på hjørnet, hvor dette søde billede blev taget.

  Vi gik derefter rundt på Carlsberg området og endte i de små haver, hvor vi fik dejligt smørrebrød.

No comments: