Saturday, August 25, 2007

Vores nye lejlighed i Kairo




Efter mere end et års jagt fandt vi endelig drømmeboligen.

Den ligger i forstaden Maadi ca. 20 km fra Zamalek, hvor vi bor nu. Det er i et roligt grønt kvarter og gaden hedder El Sad el Aaly, som betyder "den høje dæmning" og det hentyder til Nasser's store vandkraftværk i Aswan. Tidligere har området sikkert været oversvømmet en del af året, men på grund af dæmningen er oversvømmelserne nu en saga blot.
Vi var ved at opgive køb, fordi vi i et par tilfælde løb ind i problemer lige før underskrivning af kontrakt. Boligpriserne stiger meget stærkt i Egypten i øjeblikket og man skal slå til, når den rigtige er der. Vi har haft kontakt med flere ejendomsmæglere. De fleste har glimret ved deres manglende interesse. Det var en ung ejendomsmægler Ramadan fra 21.Century, som har hjulpet på det seneste. Han var måske ikke sendt fra gud, men det var en dansk præst Henrik, som gav os kontakten.
Midt i sommerferien fik vi en SMS fra Ramadan, som sagde at han havde en lejlighed som vi absolut måtte se. Den var lidt over budgettet, men han var ikke tvivl om at det var lige noget for os.

Vi så den en halv time søndag aften d. 29. juli og var helt klar over at her måtte vi slå til øjeblikkelig. Næste aften mødtes vi med ejeren, der er musik-event-manager med engelsk kone. To dage senere forhandlede vi en aftale på plads og gav ham samtidig en rimelig stor udbetaling. Vi gik så i fuld gang med at overføre resten af pengene fra vores danske til vores egyptiske bankkonto. Med god hjælp fra vores danske bankrådgiver lykkedes det at få overført alle pengene hurtigere end forventet. Allerede torsdag d. 16. august underskrev vi den endelige kontrakt, betalte pengene, fik fuldmagt på lejligheden og fik nøglen. Samme dag afslørede han faktisk at han få dage tidligere havde fået et tilbud der var 90,000 LE højere, men han ville ikke løbe fra vores aftale!

Undervejs var der koblet sagfører på hele tiden. Lykkeligvis havde 21. Century en trainee, Mona, en 50 årig nubisk-amerikansk ejendomsmægler - netop inden for den periode, hvor vi har handlet. Takket være hendes dynamik, sit perfekte engelske sprog og god vestlig viden var hun uundværlig for os i forhandlingerne.

Lejligheden ligger på 6. sal i en ejendom, der er ca. tyve år gammel. Der er god plads: 150 m2 + to balkoner. Udsigten er fantastisk! Vi ser henover et fladt fabriks-område direkte henover Nilens løb og over på den anden bred, hvor silhuetter af alle pyramiderne tydeligt ses omgivet af ørken: De tre store Giza pyramider, pyramiderne i Dashur og trinpyramiden i Zakkara. Vi ser også lige henover de tre smukke kupler på Jomfru Marias kirke og kloster, der er bygget på det sted ved Nilen, hvor Josef, Maria og jesusbarnet opholdt sig under flugten fra Herodes.

Lejligheden var under renovering da vi overtog den, men der manglede køkkenelementer og hårde hvidevarer. Det er nu bestilt og lovet leveret inden tre uger. Snedker er ved at lave ny hoveddør, reoler, reparere vinduer, slibe trægulve af og lakere dem. Han maler også hist og her.
Vi har nu købt det meste af møblementet, så på nuværende tidspunkt mangler vi kun et spisebord og stole og mindre ting. Så alt i alt tror vi på at lejligheden er helt færdig ca. 1. oktober.

Men måske kommer der en anden fase: Der er det spændende aspekt ved den nye lejlighed, at en trappe fører fra balkonen op til et hul i taget. Heroppe er vi de eneste, der har adgang, så vi har planer om at lave en grøn taghave med tiden.

Kirsten har været rundt med vores chauffør Ismail. Vi har sat ny egyptisk rekord i hurtigheden i at få tilmeldt telefon, el, gas og vand.

2 comments:

Lene Riedel said...

Kære Kirsten,
det var vel nok en flot lejlighed.
Håber, at alt går godt hos jer. Her på HB er der jo mange omvæltninger på vej. Vi håber på det bedste.

mange hilsner fra
Lene

Anonymous said...

meget interessant, tak