Friday, June 22, 2007

Et par ord om Yoga, der stadig er en del af hverdagen



Yoga betyder “helhed” fordi denne 5000 år gamle geniale indiske videnskab integrerer krop, sind, energi og bevidsthed.

“Kender du det at få en stor bog i hånden på 600 sider, som du har hørt skulle være god! De første 30 sider er kedelige, og det er svært at få sammenhæng i noget af det. Skal du stoppe, eller vil du give den en chance? Noget siger dig, at du bør gå videre. Og på side 50 sker det: Du er helt opslugt og fanget af denne bog for det går pludselig op for dig, at den handler om dig selv og dit eget liv. Sådan er yoga for mig!”

Disse linier skrev jeg, mens jeg boede i Delhi fra 1997- 1999. Jeg lærte yoga at kende på Den Norske Ambassade, hvor jeg arbejdede. Der var netop startet et yoga-hold for personalet, og jeg måtte gerne være med. Læreren, dr. Sharma, var helt usædvanlig. Her er hans historie:

En yoga-læges histore
Maharajaen i kongedømmet Neemrana havde en livlæge, der samtidig var hans personlige yogatræner. Denne mand var en stærk personlighed, der ønskede at hans specielle profession skulle føres videre i slægten. Han udså sig derfor blandt flokken af børnebørn lille Subhash på tre år, der trods moderens protester, blev fjernet fra hjemmet og sendt ud blandt fremmede mennesker. Hans bedstefar stod for planlægningen af en benhård oplæring, der indbefattede ophold hos de bedste yogalærere og læger over hele Indien. Subhash gik ikke i almindelig skole, hans sprog var sanskrit, han gik kun med det traditionelle indiske lændeklæde dhoti og havde nøgen overkrop sommer og vinter. Han levede med vismænd og mediterede i huler i bjergene. Han levede sådan indtil han var fyldt 21 år. Da blev der sendt bud efter ham fra familien i Ajmer i Rajastan. Overhovedet, den gamle bedstefar var netop død som 110 årig, længe efter at de indiske kongedømmer var ophørt med at eksistere, så nu skulle drengen tilbage til en normal livsførelse. Han måtte lære at tale engelsk og gå i bukser og skjorte. Han blev indskrevet på universitetet og var den første i Indien der tog en kombineret læge/yoga eksamen. Da han var giftefærdig, valgte forældrene en ung pige af brahminer-kasten til hans brud. Dr. Subhash Sharma tilbragte adskillige år på hospitaler i Wien, hvor han skrev artikler og underviste i sin specielle blanding af lægevidenskab og yoga, men trivedes ikke i det mondæne og overfladiske miljø, der nemt kunne have gjort ham velhavende. Han længtes efter sin indiske baggrund, og rejste derfor hjem for at koncentrere sig om helbredelsen af kræftpatienter via yoga på Delhis velrenomerede All India Institute of Medical Sciences.
I de år vi boede i Delhi kørte han rundt på motorcykel og underviste både syge og raske personer på diverse yogahold. Mogens og jeg forudbetalte ½ års yogaundervisning til brug for et indskud til en lejlighed, da de ventede deres andet barn, og det gav støddet til at han senere kunne åbne sin egen klinik i Defence Colony.

Efter få yoga-træningstimer med dr. Sharma, indså jeg betydningen af det på langt sigt, og besluttede at jeg absolut måtte have Mogens med. På det tidspunkt havde han fået en slem gang astma og var modtagelig for gode råd. Jeg fik organiseret et dansk hold hjemme i vores egen stue, hvor Mogens også deltog. I en lang periode havde jeg så dobbelt-timer hver dag, så øvelserne satte sig i min krop.
Her i 2007 laver vi stadig yoga sammen (dagligt om muligt) og er man nødt til at springe nogle uger over mærkes det straks i kroppen: man føler sig stiv, uoplagt og uden energi.

En opsang her til sidst: Synes du det er lægens eller dit ansvar at holde dig rask? Er du rent ud sagt for doven til at gøre en indsats for at:

• Blive slankere
• Spise sundere
• Få en bedre kropsholdning
• Få et bedre blodomløb
• Få et bedre immunforsvar
• Slippe af med de irriterende småskavanker, der skyldes ubalance i kroppen: kolde tæer, luft i maven, let til forkølelse, fordøjelsesbesvær, sure opstød, menstruationssmerter, hovedpine, ondt i skulder og nakke, krampe i benene etc.


Du bestemmer selv! Siger du JA til starte på yoga, så lader du din krop indgå i en proces. Undervejs iagttager du intenst og med spænding, hvad der sker med dig selv: større energi, overskud og velvære. Du bliver bevidst om din egen krop og hvordan den fungerer. Du får nye dimensioner, og du overskrider nogle grænser både fysisk og psykisk. Du udvikler et personligt redskab /en ressource indeni dig selv, som du kan tage frem og bruge nårsomhelst.
Så kom bare igang med yoga: Du vil takke dig selv for det!

No comments: